Bedste webhotel – priser og sammenling af danske webhoteller

Find et webhotel til din hjemmeside, webshop eller blog.

I denne guide har jeg forsøgt at gøre det nemt for dig at finde det rigtige webhotel.

Med 10 års erfaring som udvikler og SEO konsulent, har jeg selv oplevet gode og dårlige hosts og oplevet, hvor stor positiv forskel det kan gøre, når du har en hostingudbyder, der har gjort det nemt for dig.

Du finder mine anbefalinger lige nedenunder og scroller du lidt længere ned finder du en oversigt med gode tilbud – lige nu.

Indholdsfortegnelse

Hvilket webhotel skal du vælge?

Det er det gode spørgsmål, som jeg har forsøgt at svare på i denne guide.

I toppen af denne side kan du finde mine top 3 valgte webhoteller. Det er webhoteller, som jeg selv har brugt i lang tid og som jeg kan stå inde for.

De passer til de flestes behov og har mulighed for at du kan opgradere til en stærkere server med klik på en knap.

Hvis du gerne vil vide lidt mere om valg af webhotel kan du læse med videre. Her skriver jeg om nogle af de vigtigste features og software, som jeg synes et godt webhotel skal have.

Guide til valg af webhotel

Features og muligheder

Når du sammenligner webhoteller skal du selvfølgelig se på det tekniske: hastighed, trafik og lagringsplads, men det er ikke alt.

Hvis du er som de fleste af os, så er hosting en fremmed verden med mærkelige nye ord, som kan virke skræmmende at give sig i kast med.

Derfor er det ekstra vigtigt at dit webhotel har gjort det nemt at bruge og at der er god mulighed for support.

Hvad betyder det i praksis at et webhotel er “nemt at bruge”? Lad os se på det.

Backup

Det måske vigtigste for dit webhotel. Ja, du skal tage backup, det har du sikkert fået at vide i alle mulige andre sammenhænge, men det er super vigtigt for dit webhotel.

Jeg gentager: Det er super vigtigt at dit webhotel har backup.

Uden backup er dit website og din forretning bygget på sand. Du risikerer at alt dit hårde arbejde bare er væk en dag.

Backup kan hjælpe dig med at gendanne dit website, hvis det for eksempel bliver hacket eller du kommer til at ændre noget der får siden til at gå ned.

Med backup kan du bare trykke på en knap og genskabe dit website, som det så ud for et par dage siden.

Nogle udbydere af webhoteller laver kun ugentlige backups, men spørger du mig er det bedst med daglige backups.

Jeg er selv blevet reddet af de daglige backups, når jeg ved et tilfælde har dummet mig og ødelagt noget! Så er det fantastisk bare at kunne trykke på en knap og 1 minut efter er det hele tilbage på plads. Det har sparet mange timers arbejde.

Cpanel

Cpanel er et grafisk kontrolpanel til at styre webhoteller med.

Med Cpanel kan du nemt installere software (fx WordPress eller webshop), tilføje domæner, oprette og styre mails, tage backups, rette i databasen og meget, meget mere.

Cpanel er måske den bedste software til webhoteller og gør det forholdsvis nemt for selv nybegyndere at få styr på sin hosting.

Derfor er Cpanel da også et af de mest almindelige kontrolpaneler og har du tidligere haft international hosting har du næsten med sikkerhed stødt på det.

Fordelen ved Cpanel er at det er nemt at bruge, men også at det er det samme på tværs af udbydere. Så har du først lært at bruge det et sted, er det nemt at skifte til en ny udbyder.

Modsat findes der også webhoteller der har bedre og mere simple kontrolpaneler. Flere af de danske webhoteller har deres egne kontrolpaneler, som også er rigtig fine og på mange måder nemmere at bruge. De er desuden på dansk.

Flere domæner på samme webhotel

Tillader din hostingudbyder at du tilføjer flere domæner på samme webhotel eller koster det ekstra?

Det er et spørgsmål, som mange ikke tænker over, før de køber webhotel og for de fleste er det sikkert heller ikke så vigtigt.

Hvis du bare skal have en hjemmeside, til privat brug eller dit firma, så behøver du jo heller ikke bekymre dig om det.

Men hvis du er typen der har flere projekter i gang samtidig, så er det vigtigt. Måske har du en firmaside, en blog, et hobbyprojekt. Måske hjælper du andre med at få hjemmesider op at stå.

I så fald bør du tjekke hvad webhotellet tillader, der er nemlig stor forskel, og ikke kun på domæner, også i forhold til mails.

Nogle webhoteller tillader kun 1 domæne og 1 mail. Andre tillader ubegrænsede domæner og ubegrænsede mails. Andre igen tager ekstra for at tilføje flere domæner.

Generelt vil jeg sige at de internationale hosting udbydere er meget bedre her.

Hvis du gerne vil have et webhotel, hvor du for små penge kan give den gas med 10-20-50 domæner, så kan du vælge en af de store internationale hosting udbydere.

Dog giver det ekstra arbejde, fordi du skal bruge en service som GratisDNS, da DK-Hostmaster ikke accepterer dem direkte.

De danske udbydere har ofte mere restriktive regler.

Det plejede at irritere mig, fordi jeg netop godt kunne lide at smide et projekt op, når jeg fik en god ide.

Nu plejer jeg at købe den billigste pakke hos fx Simply til hvert projekt, hvor jeg forventer bare en smule annonceindtægt.

Men det er et irritationsmoment, helt sikkert og kan du ikke leve med det, så få dig et webhotel med ubegrænsede domæner.

Gratis SSL opsætning

SSL er det der giver den lille hængelås ved siden af din url linje i browseren.

SSL står for Secure Socket Layers og er kort fortalt en form for kryptering på trafikken til dit website. Det er denne der gør at det er sikkert at indtaste oplysninger på dit website blandt andet.

I dag blokerer mange browsere og søgemaskiner for hjemmesider der ikke er sikret med SSL, så derfor skal du selvfølgelig have det.

For at få SSL skal du bruge et certifikat fra en udbyder og det kan både være gratis eller koste penge. De fleste steder er det gratis, selv om nogle hosting udbydere forsøger at “narre” dig til at betale for det.

Tjek i oversigtslisten om dit næste webhotel har gratis SSL.

Har du brug for hjælp til at få sat det op, findes der en række gode guides til det.

Mail

En anden rigtig vigtig del af dit webhotel er selvfølgelig mailen. Uanset om du vil bruge den privat eller til virksomhed, skal din mail selvfølgelig spille.

Der er flere ting at overveje:

  • Er det nemt at opsætte?
  • Kan du have flere mailkonti?
  • Er der god spambeskyttelse?
  • Er der webmail?

Alle webhoteller har mail, men det er meget forskelligt hvordan de griber opgaven an. Det kan godt være lidt kompliceret at få sat mail op, hvis man ikke er super teknisk.

Det er normal ret let at oprette en mail og det er også ret let at logge ind på webmail og læse og svare mails, men normalt vil man jo gerne have sin mail i en email klient på computeren eller på telefon/ipad.

Det er også her det bliver lidt svært, for nu skal du igang med at finde navnet på mailserveren og hvilke porte der skal bruges og hvilke indstillinger. Ja, det er faktisk ret svært.

Derfor er det også godt hvis webhotellet har skrevet en god guide til hvordan man gør. Det har flere heldigvis, men du skal ikke regne med hjælp fra supporten til den slags.

Telefonsupport

En premium feature der ikke bare er “nice to have”, men rent faktisk “need to have”, hvis du driver virksomhed på nettet.

Telefonsupport kan redde din forretning, når hjemmesiden er nede og du ikke aner hvorfor.

Alle hosting udbydere har support, typisk på email, men en del, særligt i udlandet, har også chat funktion.

Men hvis du nogensinde har prøvet at skrive til en hostingsupport på mail… så har du sjældent lyst til det.

Min erfaring er at det desværre ikke altid er super god support du får, når du “bare” er almindelig kunde med en billig hostingpakke.

Det er selvfølgelig til at forstå, for hvis du betaler 500kr om året, så er det begrænset hvor meget tid man kan bruge på dig, før det begynder at give underskud.

Resultatet af den tankegang er desværre ofte skabelonsvar og nærmest uhøflige svar tilbage.

Det er et dansk problem vil jeg sige. De internationale hosting udbydere har ofte dygtige og søde chatmedarbejdere.

Men altså, hvis du har et dansk webhotel, så kan jeg anbefale at betale dig til en løsning med telefonsupport. Her kan du komme igennem til et rigtig menneske, der kan hjælpe dig.

Typer af webhoteller

Webhotel er et dansk ord, der egentlig ikke siger ret meget om hvad du køber, andet end “et sted at have din hjemmeside og mail”.

Hosting er det ord som bruges i branchen og dækker over de mange forskellige muligheder man har for at gemme sin hjemmeside eller app, så brugerne kan finde den.

I dette afsnit ser vi lidt mere teknisk på de forskellige muligheder for hosting.

  • Shared hosting
  • Dedicated hosting
  • VPS
  • Cloud

Shared Hosting

Dette er den mest almindelige form for hosting og webhotel og den du får med mindre du specifikt efterspørger noget andet.

Shared Hosting betyder at du deles om en server med andre kunder. Hvor mange kunder det kan være varierer meget, men det kan være mange.

Det gør som sådan ikke noget, fordi serveren er kraftigt, og fordi der er indført begrænsninger på hvor mange resurser man som enkelt kunde må bruge.

Når du deles om en server med andre bliver det selvfølgelig billigere.

For langt, langt de fleste vil shared hosting være det rigtige valg. Mangler du computerkraft eller båndbredde kan du opgradere til en bedre pakke, hvor du får tildelt mere af den fælles serverkapacitet, men du deles stadig med andre om den.

Driver du en stor webshop, et populært onlinemagasin eller lignende, med rigtig mange besøgende, så skal du måske snarere se i retning af en af de andre løsninger.

Dedicated Hosting

Her er vi i den tunge og dyre ende. Dedicated hosting oversat er “dedikeret”, det vil sige, kun til dig.

Du har simpelthen din egen server, der står fysisk et sted.

Du kan så tilkøbe support og vedligehold i forhold til software og drift.

Det er dyrt.

Dette var tidligere den løsning som større virksomheder brugte, da de havde behov for at kunne være sikker på at der altid var resurser nok og altid var nogen der kunne fixe problemer hvis de opstod.

I dag er dedicated hosting mindre udbredt og det skyldes at de fleste større firmaer i dag bruger Cloud løsninger, mens andre kan nøjes med VPS løsninger.

Dedikeret hosting er i dag derfor mest en form der passer til sårbare og kritiske funktioner, hvor man ikke ønsker at data skal ligge hos en ekstern udbyder.

VPS

VPS står for Virtual Private Server og er en populær hostingtype, der gør det muligt at have omfattende kontrol med sit webhotel og samtidig undgå det ekstra arbejde som dedikeret hosting giver.

Det ligger lidt i navnet “Virtual” at denne type server ikke er fysisk.

Det er derimod en virtuel server, der kører på en delt hosting.

Lyder det mystisk? Her er forklaringen.

Når du bruger delt hosting er du sådan set bare en undermappe på en hosting. Her ligger alle dine filer og websites.

Du har ingen kontrol over styresystem eller software. Du må bare tage til takke med du bliver tilbud.

Med en VPS omdanner man en del af en server til sin egen computer. Det kaldes en “virtual machine”, altså at en del af harddisken, en del af RAM, båndbredde og CPU afsættes til denne.

På denne virtuelle computer er der så frit slag. Du kan installere Linux eller Windows. Du kan installere den nyeste PHP version.

Det giver dig mulighed for at tilpasse din hosting til lige netop dine behov. Det kan få din side til at køre hurtigere og være mere sikker.

Ulempen er at det er dyrere og at det kræver en del tekniske færdigheder.

Kan du ikke selv køre en server og installere den nødvendige software og opdateringer, så må du betale dig for det. Den type service kaldes “Managed VPS” og koster en hel del mere.

VPS er derfor mest anbefalet til nørden eller til firmaet med egen IT afdeling.

Cloud

Den nyeste og hotteste type hosting er Cloud, på dansk omdøbt til “skyen”.

Denne type hosting er helt sikkert fremtiden og stort set alle store hjemmesider bruger i dag cloudhosting.

Det skyldes at denne type hosting tillader skalerbare løsninger.

Det betyder kort sagt at du betaler for de resurser du bruger, hverken mere eller mindre.

I almindelig hosting betaler du for en fast mængde lagringsplads, en fast mængde båndbredde, en fast mængde RAM og så videre. Denne plads skal afsættes på en fysisk server og kan derfor ikke bare ændres.

Bliver din site et kæmpehit og går viralt kan du derfor opleve den går ned fordi du har brugt al din båndbredde.

Det er jo ikke smart og så må du opgradere til en dyrere løsning.

Men hvad så når der ikke er knald på, så betaler du stadig for den dyre løsning, selvom de besøgende ikke er der.

Det er dette problem som cloudhosting løser.

Her fordeles resurserne imellem en række servere på en decentral måde, så dine data gemmes på et netværk af servere, virtuelt.

Det betyder at maskinerne i fællesskab kan levere resurser når der er brug for det. Derfor kan de “skalere”.

Hvis dit site derfor gik viralt, som i eksemplet før, ville du bare trække nogle flere resurser og betale for det du brugte, uden at skulle opgradere til en større pakke.

Det er smart.

Men cloudhosting er nok ikke for alle endnu og kan være meget dyrere, hvis ikke du passer på. Især er det en risiko at du ved en fejl kan komme til at bruge flere resurser og så få en stor ekstraregning.

Tekniske specifikationer på dit webhotel

Når du shopper webhoteller vil firmaerne ofte opliste deres tekniske specifikationer på webhotellerne, herunder hvor mange CPU kerner der er, hvor meget RAM du får tildelt og hvilken PHP version de bruger.

Hvis du bare skal køre en almindelig lille hjemmeside er det dog næsten ligegyldigt. Her bør du i stedet se på ting som support og brugervenlighed.

Men hvis du skal køre en lidt tungere hjemmeside, fx en webshop med en del produkter, kan det have stor betydning.

1

CPU

CPU’en er serverens vigtigste komponent og er den der laver alle udregninger. Den betyder især noget for hastigheden, når databasen skal tilgås og der skal køre processer i baggrunden. Jo mere kompliceret en app eller hjemmeside du har, desto mere vigtig er den.

2

RAM

RAM er den midlertidige hukommelse og betyder mest noget for hvor mange resurser du kan bruge samtidig. 

RAM er en af de ting, som jeg anbefaler du faktisk ser på, for jeg har ofte oplevet at ikke kunne fx importere store feeds, fordi serveren løber tør for RAM. 

Hvis du ofte kører store processer i baggrunden, som fx altså feed import eller export, så vil jeg kraftigt anbefale dig at få et webhotel med masser af RAM.

3

Diskplads

Diskplads er hvor meget plads der er afsat til dine filer på serveren.

Det er typisk et par gigabyte på de mindste webhoteller til mange gigabyte på de store webhoteller.

En almindelig hjemmeside fylder ikke alverden, men hvis du bruger en masse billeder, så bliver pladsen hurtigt fyldt op.

4

PHP version

PHP er det mest brugte sprog til hjemmesider, uanset om det er WordPress, Joomla eller Magento.

PHP er installeret på serveren og sørger for at din hjemmeside kan køre. PHP er også et gammelt programmeringssprog, som er blevet opgraderet mange gange.

De nyeste versioner af PHP er meget hurtigere end de ældre version og det kan faktisk gøre en stor forskel i hvor hurtig din side loader. Gå derfor et webhotel med den nyeste version PHP.

Skriv en kommentar